14. april 2024
Peter Schaltz cruiser til DM-titel
Resultater fra slutspillet er her.
Opdateret søndag den 14. april kl. 17.00: Peter Schaltz er - endnu engang - danmarksmester for hold. Schaltz vandt finalen sikkert over Jesper Buus Thomsen, som kastede håndklædet i ringen efter tre ud af fire sektioner. På det tidspunkt var scoren 179-86 til Schaltz, og knap 100 point var umuligt at indhente i 16 spil - specielt mod et yderst velspillende Schaltz-hold.
Finalen søndag blev lidt af et antiklimaks efter to spændende og dramatiske semifinaler lørdag. Peter Schaltz vandt første sektion i finalen med 35-4, og sammen med 12 overførte imp betød det, at føringen lød på 47-4. Allerede her fornemmede man, at opgaven ville blive svær for Buus Thomsen. Schaltz vandt anden sektion 71-38 og udbyggede dermed forspringet til 118-42. Da tredje sektion også gik til Schaltz med 61-44 (samlet 179-86), valgte Jesper Buus Thomsen at strække våben.
Prins Henriks Trofæ skal dermed atter engang pynte hjemme hos Peter Schaltz. Danmarksmestrene er: Peter Schaltz, Dorthe Schaltz, Dennis Bilde, Martin Schaltz, Søren Christiansen og Jan Sejr Nicolajsen. DM-titlen er i øvrigt lidt af en personlig triumf for Dennis Bilde. Sidste år vandt Dennis Bilde DM som medlem af Team PharmaService. I år skiftede han til Peter Schaltz - hvorefter hans nye hold nappede mesterskabet.
Sølvmedaljerne blev hængt om halsen på: Jesper Buus Thomsen, Rico Hemberg, Signe Buus Thomsen, Peter Jepsen, Jacob Røn og Freddi Brøndum. Bronzemedaljerne blev uddelt lørdag efter semifinalerne. Det ene sæt gik til John Norris, som foruden holdkaptajnen består af Mathias Bruun, Lars Blakset, Knut Blakset, Daniel Tylvad og Andreas Marquardsen. Det andet sæt blev hjemtaget af Kasper Konow, som er holdkaptajn for Michael Askgaard, Anders Hagen, Jonas Houmøller, Lars Lund Madsen og Mikkel Nøhr.
Sideløbende med slutspillet blev der afviklet en oprykningskamp mellem toerne i de to 3. divisioner. Her mødtes Carsten Raasteen fra øst og Aabenraa Bridge Center fra vest. Kampen var relativt tæt indtil fjerde sektion. Men Carsten Raasteen vandt sidste afdeling 57-8 og tog den samlede sejr med cifrene 190-121. Resultatet betyder, at Carsten Raasteen spiller i 2. division til næste sæson.
Læs mere om slutspil og oprykningskamp her.
Peter Schaltz kan fejre endnu et danmarksmesterskab. Fra venstre: Søren Christiansen, Jan Sejr Nicolajsen, Martin Schaltz, Dennis Bilde, Dorthe Schaltz og Peter Schaltz. (Foto: Andreas Rolf-Larsen)
- - -
Opdateret lørdag den 13. april kl. 23: Finalen om DM for hold bliver et opgør mellem Jesper Buus Thomsen og Peter Schaltz. Det var der ellers ikke meget, som tydede på efter de første 16 spil af semifinalerne lørdag. John Norris førte 43-30 over Buus Thomsen (inklusive 12 imp i overført score), mens Kasper Konow nærmest havde udraderet Schaltz og var foran med 80-15 (også inklusive 12 overførte imp).
Herefter skiftede billedet imidlertid i begge semifinaler. Buus Thomsen vandt de følgende to sektioner over John Norris 26-19 og hele 81-30 og førte med 137-92 inden den fjerde og sidste. De afsluttende 16 spil blev tabt 28-45, men det var der råd til, og Buus Thomsen kunne trække sig tilbage som vindere med sejrscifrene 165-137.
Den anden semifinale blev endnu mere dramatisk. Peter Schaltz satte landsholdsparret Dennis Bilde og Martin Schaltz, der havde siddet over i 1. sektion, ind. Og indskiftningen var formentlig medvirkende til et nærmest historisk comeback. De tre følgende sektioner blev vundet med 33-27, 43-21 og til slut 54-15. Slutspurten betød, at Peter Schaltz klemte sig forbi Kasper Konow med bare to imp - 145-143.
Dennis Bilde og Martin Schaltz blev også bedst i multiholden for lørdag med 12,91. Signe Buus Thomsen - Peter Jepsen fra Jesper Buus Thomsens hold blev nummer to med 12,78, mens tredjepladsen gik til Daniel Tylvad og Andreas Marquardsen fra John Norris' mandskab med 11,02.
Du kan se alle resultaterne her.
Hvis finalen søndag bliver lige så spændende, har vi virkelig noget at se frem til. Vi sender naturligvis på BBO hele dagen med start kl. 9. Du finder BBO her.
- - -
Onsdag den 10. april: John Norris vandt grundspillet i 1. division med en nærmest historisk stor margen og sejr i alle 11 kampe. I weekenden finder vi ud af, om det lykkes for Norris at omsætte succesen til et danmarksmesterskab, når slutspillet skal afgøres. Vi sender hele weekenden på BBO - begge semifinaler samt naturligvis finalen.
Deltagerne i slutspillet er ud over John Norris Kasper Konow, Jesper Buus Thomsen og Peter Schaltz. Som vinder af grundspillet havde John Norris frit valg mellem de øvrige tre hold og pegede på Buus Thomsen. Da Norris besejrede Buus Thomsen stort i grundspillet, begynder Norris finalen med en overført score på 12-0. Samme overførsel har Konow mod Schaltz.
BBO-transmissionen indledes lørdag kl. 12 og fortsætter frem til lørdag aften kl. 22.15. Søndag er der topbridge til morgenkaffen fra kl. 9 og indtil danmarksmesteren er fundet kl. 19. Klar ved tasterne sidder Jan Nielsen, Andreas Rolf-Larsen, Viktor Kolding og Michael Hvass Miller.
Samtidig med slutspillet afvikles søndag en oprykningskamp til 2. division mellem toerne i de to 3. divisioner - Aabenraa Bridge Center fra vest og Carsten Raasteen fra øst.
Slutspilsweekenden foregår i Blaksets Bridgecenter i København, hvor der naturligvis er adgang for ugler.
Du kan finde info om slutspil og oprykningskamp her. Du kan læse om afslutningen på divisionsturneringen her. Og slutstillingen i divisionerne er her.
Team Pharmaservice vandt DM sidste år. Vi skal have en ny mester i 2024, da PharmaService ikke kvalificerede sig til slutspillet. (Foto: Jan Nielsen)



